10 anderledes oplevelser i København for børn og voksne

København set fra oven
10 anderledes oplevelser i København for børn og voksne
Henrik Andersen
-
25/08/2021
-

Det er sjovt at gå i Tivoli eller tage på Dyrehavsbakken eller at komme i Zoologisk Have eller i Den Blå Planet. Men en gang imellem kan familien godt have brug for noget andet, noget anderledes. Herunder får du en liste med 10 anderledes oplevelser i København for både børn og voksne.

Forlystelser og andre oplevelser er der mange af i København. Alligevel kan det være svært at finde på, når du gerne vil tage familien med på en skøn dag, hvor I kan opleve noget ud over det sædvanlige. Men tjek listen herunder og få forslag til anderledes oplevelser i København – både udendørs og indendørs.

Udendørs aktiviteter

Når solen skinner, og vejret er til det, elsker vi at være udendørs. Og der findes masser af aktiviteter for både børn og voksne, som I kan tage jer til.

  • Stå på ski. Ja, den er god nok! Du kan stå på ski i København hele året på Copenhill, som er en ”skibakke”, der er lavet på toppen af det ny forbrændingsanlæg på Amager. Og du kan enten tage liften op til toppen, eller du kan klatre op af Nordeuropas højeste klatrevæg.
  • Tag på sejltur. Lej en GoBoat, og se København fra vandet. Det er en anderledes oplevelse. Du behøver ingen erfaring i at sejle. Alle kan efter en kort instruktion sejle en GoBoat, som har plads til 8 personer. Tag madkurven med, og spis ombord.
  • Tag på skattejagt. Er I impulsive og mangler noget at tage jer til, så er en skattejagt i Kongens Have lige noget for jer. Mystery Makers har sammen med Hofnarren, Ludo, lagt spor og forhindringer ud, som I skal løse, så I kan bevise, at I har blåt blod i årene. Lykkes det, bliver i kongeligt belønnet.

Indendørs aktiviteter

Hvis vejret ikke lige er til ophold udendørs, så er der heldigvis også masser af anderledes oplevelser i København, I kan tage jer til indendørs.

  • Børnenes arbejdermuseum. Der findes et hav af museer i København. Arbejdermuseet er et af de mere specielle. Her kan I bl.a. finde udstillingen Børnenes Arbejdsmuseum, hvor I må røre ved alle de udstillede genstande, og hvor børnene kan lege og opleve, hvordan det var at arbejde, gå i skole og lege i gamle dage. Og de voksne kan gå ad memory lane tilbage til barndomshjemmet eller måske til bedste- eller oldeforældrenes hjem.
  • Forkæl smagsløgene. Lær at lave lækre flødeboller på et flødebollekursus, eller tag til chokoladesmagning hos Peter Beier. Eller hvad med at lære at sammensætte lækre, vegetariske retter, og få masser af inspiration, som I kan tage med hjem. Bemærk, at ved disse oplevelser/aktiviteter kan der være aldersbegrænsning.
  • Udfordr de små grå. Escape rooms er det nye sort. Her gælder det ikke om styrke, men om vid. I bliver låst inde i et rum og ved hjælp af godt samarbejde, logik og opfindsomhed skal I løse en opgave og finde vejen ud.

Anderledes oplevelser i København – der er gratis

Du får ingenting gratis – siges det. Men det er nu ikke rigtigt. Selvfølgelig koster det transport, hvis du ikke bor i nærheden, og I skal muligvis også have noget at spise og drikke, men det skulle I jo også, hvis I bare var derhjemme. Så her får du nogle bud på gratis oplevelser i København.

  • Trafiklegepladsen. Trafiklegepladsen er mest for de mindre børn. Her kan du lære dine børn, hvordan de skal færdes i trafikken. Her er asfalterede veje, realistiske færdselstavler, vejafmærkninger, rundkørsler og vejkryds med og uden lysregulering.
  • Torvehallerne. Torvehallerne er et fødevaremarked. Der er masser af fødevarer, som du ikke ser i de dagligvarebutikker, hvor du normalt handler. Her er stader med råvarer, stader med færdigvarer og stader med mad lige til at spise. Det koster selvfølgelig, hvis I køber noget, men selve stemningen og livet i Torvehallerne er et besøg værd.
  • Flyvergrillen. Interesserer i jer for fly, så er Flyvergrillen på Amager et fantastisk sted. Her kan I se, når flyene letter og lander fra Kastrup Lufthavn. Både de danske og de udenlandske. I grillen kan der købes souvenirs – som miniaturefly – grillmad, drikkevarer og is (det er selvfølgelig ikke gratis). Er der børn, hvor interessen for fly hurtigt forsvinder, er der en spændene legeplads, de kan lege på.
  • Tag i kirke. Mange kirker har åben for besøgende. Og det er ganske gratis. Det gælder også for den storslåede, legendariske Grundtvigs Kirke på Bispebjerg. Kirken, der er bygget af ca. 5 millioner håndslebne sten. Se de to prædikestole og de to gigantiske orgler, og oplev en tur i det fantastiske tårn. Det er ganske gratis, medmindre I ønsker en guidet rundvisning i kirken.

Det var 10 anderledes oplevelser i København. Og der findes mange flere. Det er bare at gå på opdagelse. Nogle oplevelser, skal der dog bookes tid til. Det gælder især de steder, det koster penge at komme ind. Og i særdeleshed de indendørs oplevelser, hvor der kan være et krav om maks. antal tilstedeværende på samme tid.

Rigtig god fornøjelse!

Copyright 2024 - Pilanto Aps
Få Apple AirPods til 0,-, når du bestiller Fri tale med 500 GB data hos Oister.
Se tilbud her!